Tag Archives: Perch’s Thehandel

En varm klassiker i Indre By

Hvordan kan man have boet i København i snart 13 år, uden at have besøgt A. C. Perch’s Thehandel? Jeg ved det ikke, men det lykkedes mig. Og nu bliver jeg nødt til at skrive om dette meget klassiske og velkendte sted midt i byen, for jeg er mildest talt begejstret!

Jeg besøgte for første gang Perch’s Thehandel for nogle uger siden, da min the-elskende veninde havde fødselsdag. Da jeg elsker alt og alle, som går op i de små detaljer, så faldt jeg selvfølgelig pladask for Perchs.

Når man køber en dåse the her, får man en udførlig beskrivelse af theens struktur og trækketid med – på et lille kort, som ekspedienten lægger i dåsen. Så fint!

Og når man er færdig med at handle, bliver man stillet følgende spørgsmål: “Kunne De tænke Dem et stykke bolsje?”

Det er sjældent, at jeg bliver kaldt for “De”, men herinde er det altså helt på sin plads. Fnis.

Her går man meget op i, at theen bliver brygget korrekt – så smager den meget bedre! Kan man kalde det the-snobberi? Ja, måske, men med den største beundring lagt i ordet. Man kan også vælge at kalde det the-entusiasme, og som meget andet, som der lægges stor energi og præcision i, så er Perch’s Thehandel det bedste af det bedste.

Perch’s Thehandel har ovenpå butikken et tea room, hvor man kan få serveret en dejlig kop the i hvad der ligner en fin dagligstue. Jeg har ikke prøvet det, men det ser smadderhyggeligt ud.

Jeg er vild med den gammeldagse stil, personalets ekspertise og høflighed og ikke mindst de dejlige thesorter, som man kan få herinde. Jeg har fået en helt anden respekt for the efter mit besøg og vil fra nu af anstrenge mig for at brygge den perfekte kop – hver gang 🙂 En klar anbefaling herfra!

/Louise