Category Archives: Christianshavn

Solskin på en vintersøndag

I går skinnede solen i flere timer – et særsyn her i den grå januar. København tog sig så fint ud, så jeg besluttede mig for at gå en tur ud til Christianshavn og tilbage igen.

Og se, hvad jeg fandt; blomster på træerne! Så kan Kong Vinter godt pakke sammen – vi er nogle, som spændt venter på forår (selvom kalenderen siger vinter halvanden måned endnu)

/Louise

foto 1 foto 2 foto 3 foto 4 foto 5 foto 6 foto 7 foto 8 foto 9 foto 10 foto 11 foto 12 foto 13 foto 14 foto 15 foto 16

Reklamer

Bliv restauratør for en dag

På lørdag, den 17. november, løber Restaurant Day af stablen for anden gang i Danmark – og derfor selvfølgelig også i dejlige København.

Restaurant Day er, med deres egne ord, en madfestival, hvor alle kan åbne en restaurant for en dag. Og man kan sælge lige, hvad man vil – hvornår man vil: måske morgenmad ud af stuevinduet, frokost i lyskrydset eller en treretters i spisestuen.  Bliv inspireret her:

Restaurant Day kørte første gang i Danmark (og København) den 19. august i år, hvor 31 restauranter poppede op for denne ene dag rundt om i landet. Restaurant Day startede i Finland i 2011 med 10 restauranter, men konceptet har nu spredt sig til hele verden, hvor lande som Japan, Sverige, Mexico, Brasilien og altså Danmark og mange mange andre holder deres egne Restaurant Day med masser af god mad på nye og måske uventede steder.

Hvis du ikke selv har en restauratør i maven, så er jeg sikker på, at du kan hoppe op på din cykel eller snøre gåskoen og drage ud i byen og få en anderledes restaurantoplevelse på lørdag. Du kan tjekke den danske facebook-side ud her, hvor du også kan læse meget mere om konceptet, om hvordan du bliver restauratør  og se et kort med alle pop-up-restauranterne. Jeg skal helt sikkert ud og udforske folks pop-up-restaurants-opfindsomhed. Det er da et super-koncept! / Anne

Husk København for eftertiden

Stadsarkivet vil gerne have vores minder om København. Hvor vidunderligt! Og hvor fantastisk at være med til at skrive Københavns historie for eftertiden. Det er bare at komme afsted – her kan I skrive og gøre ved. Og her kan I læse lidt mere.

Her er nogle af mine yndlingsstunder i København

Skriv om øl på Dronning Louises Bro. Om sene nattefester på Vega. Om kaffe i solen ved Torvehallerne. Om din seneste cykeltur rundt i byen. Om din allerførste tur med den spritnye metro i 2002. Eller måske om din sommer i midterrabatten på Sønder Boulevard. Jeg synes godt nok, det er svært at vælge – hvad synes I? Men det er en god idé – en rigtig god idé! / Anne

Københavneralfabetet

  • ting du skal gøre mindst én gang i dit liv

Amager Fælled – pluk hyldeblomster og lav din egen hyldeblomstsaft.
Brazz Monkey – drik sommercocktails året rundt på tikibaren på Vesterbro.
Copenhagen Marathon – få gratis underholdning og øv dig i at klappe, når ca. 10.000 mennesker løber 42 km i Københavns gader.
Distortion – fest fem dage i træk i hele København.
Elmegade – shop dig rig på lækkert, unikt tøj på Nørrebro.
Falernum – nyd god vin på Værnedamsvej.
Galleri V1 – se moderne kunst på Københavns hippeste galleri.
Holmen – tag en cykeltur ud på Københavns smukkeste ø med masser af nyt – og pænt – byggeri.
Istedgade – oplev to sider af samme verden ved at gå fra den ene ende af Istedgade til den anden.
Jægersborggade – tag til Late Night Hunting sidste torsdag i måneden til både shopping og livemusik. Og spis din aftensmad på enten Relæ eller Manfreds, to af byens bedste og hyggeligste madsteder.
Knippelsbro – spis middag under broen til Copenhagen Cooking.
Lust – shop erotisk legetøj i Københavns mest stuerene sexbutik.
Marmorkirken – se Københavns smukkeste udsigt fra den historiske kirke.
Noma – spis på verdens bedste restaurant.
Operaen – oplev opera i verdensklasse i, hvad der i folkemunde er kendt som, ’brødristeren’.
Peblinge Sø – tag en tur i vandcykel på én af Københavns fem søer.
High Q – tag en stor, uhøjtidelig fadøl på den uhøjtidelige sportsbar på Sønder Boulevard.
Ravnsborggade – find dine nye antikke møbler hos byens bedste antikforhandlere.
Sømods Bolcher – smag den kongelige hofleverandørs hjemmelavede bolcher i Nørrgade.
Tante T – drik the i den lille salon på Viktoriagade.
Universitetsbiblioteket på Fiolstræde – fordyb dig i store, tykke bøger på biblioteket.
Vester Vov Vov – se en film i én af Københavns mindste (og bedste) biografer.
Westend på Vesterbro – gå gennem den lille port ved Westend og se på den evigt skiftende streetart.
Copenhagen X – tjek hjemmesiden og hop med på en guidet tur i København.
Café Yrsa – drik øl med drengene på byens bedste brune værtshus.
Københavns Zoo – vis din lille nevø alverdens dyr i den store have.
Ænderne i søerne – lyt til ænderne og bliv inspireret til at grine ligeså højt, som de rapper.
Ö Interiør – find de fineste boligting i den lille butik på Islands Brygge.
Århusgade no. 1 – spis godt på Østerbro.

Boblere:
Gå op i det snoede spir i Vor Frelsers Kirke og kig ned på byen.
Cykl ned af Valbybakke – og drop bremsen.
Sejl til Flakfortet og drik kolde øl i solen.
Sæt dig forrest i Metroen og lad som om, du styrer den.
Køb hash på Christiania (eller gå blot en tur på det gamle Pusherstreet).
Inviter en sød date på en omgang hotdog på Flyvergrillen.
Se en landskamp i Parken.
Gå en tur i Cisterne (Københavns gamle vandreservoir) under Søndermarken.
Dans på Jolenes, som var der ingen dag i morgen.
Tag til gratis udendørskoncert ved Vandkunsten til Copenhagen Jazz Festival.
Køb en cupcake hos Serenity Cupcakes og drøm dig til NYC.
Cykl over Bryggebroen.
Sejl en tur i Christianshavns Kanaler.
Se Frederiksberg Have dækket af sne i den blå time.
Spis et måltid tilberedt af verdens bedste kok på Geranium.
Slå vejrmøller i Kongens Have.
Spis en is fra Vaffelbageriet i Nyhavn 44, hvor de bager deres egne vafler.
Tag din søsters børn med til soppebassinet i Skydebanehaven.
Løb en tur på Vestre Kirkegård og stop op ved Knud Rasmussen overdådige grav.
Dyrk yoga i Hamsayoga i Ravnsborggade.
Tag på julemarked på Christiania og køb et stykke hjemmelavet julepynt.
Gå en tur over Langebro, mens du lytter til Gasolins sang af samme navn.
Læs en klassiker i bibliotekshaven.
Tag på plademesse i Nørrebrohallen og find en sjælden vinyl.
Spis kage i Glyptotekets restaurant.
Gå en tur i Brumleby.

Print – hæng op på køleskabet – kryds af, når du har oplevet endnu en dejlig københavnerting.

/Anne & Louise

Helena C’s yndlingscafé

Jeg havde den udsøgte fornøjelse at interviewe Helena Christensen for nogle måneder siden, og hun fortalte mig, at Sweet Treat på Christianshavn var hendes absolut yndlingssted ( – sammen med Pastis).

Jeg havde ikke været der, så jeg besluttede mig for at besøge stedet. København har masser af caféer, men jeg synes tit, jeg er på jagt efter én med både personlighed, stemning og god kaffe. Og lige præcis på disse dejlige områder udmærker Sweet Treat sig.

Som vi beskriver i begrundelsen for overhovedet at skrive denne blog, så er denne slags eftermiddag essensen i bylivets lykkestrejf. Lad mig begynde med stemningen. Den er lokal. Folk nikker til hinanden, også selvom de ikke kender hinanden (således hilste jeg, vesterbroer, selvfølgelig også, da jeg trådte ind ad døren), personalet er opmærksomt, smilende og virkelig god til lige dele at lade kunden bestemme selv og vejlede – særegen og eftertragtet kvalitet i Købehavn! Og så er der god musik på vinylen i hjørnet!

Kaffen er fortrinlig. Det er desværre ingen selvfølge på en kaffebar. Men det er den her, og jeg tror, at det er fordi, den er lavet med kærlighed. Derudover er der macarons (min yndlings- franske kage), chokolade, the og økosodavand. Man får simpelthen fornemmelsen af, at et besøg her er sundt for sjælen.

Sweet Treat ligger på Christianshavn – Københavns efter min mening aboslut 2’er, når det kommer til hyggelige kvartere (Vesterbro er selvfølgelig number 1). Min kaffedate, som bor på Christianshavn, fortalte at der ofte foregår hyggelige ting lige midt i denne gade. Som fx da et jazzband spillede i en gadedør under Copenhagen Jazz Festival. Eller som de mange mennesker, der smiler til hendes højgravide mave og ønsker hende tillykke i forbifarten, selvom de ikke kender hende. Helt ærlig København, jeg bliver vanvittig af forelskelse, når du opfører dig sådan.

Sweet Treat skal også være mit stamsted, selvom jeg bor forholdsvist langt væk. Jeg kan mærke, at det er cykelturen værd. Et skud mental sundhed, det får du, når du besøger Sweet Treat. Man bliver glad i låget. Tak.

/Louise.

noma

Nu har jeg prøvet det. Jeg har spist på noma. Og ja – det er fedt og fantastisk, og alle mine forventninger blev fuldt ud indfriet. Jeg tog ingen billeder – jeg ville være i nuet og nyde maden. Og det gjorde jeg. Og den var fantastisk. Ligesom vinen. Og selskabet.

noma - lånt fra denstoredanske.dk

noma – lånt fra denstoredanske.dk

Jeg vil gerne spise på noma igen. // Anne

København – con amore

Det er ingen hemmelighed, at vi her på bloggen er ‘head-over-heels’-forelsket i København. Derfor giver det sig selv, at vi også er ‘head-over-heels’-forelsket i alle de andre, som er ‘head-over-heels’-forelsket i København – og især, når de deler ud af deres kærlighed og ovenikøbet forkæler os med en skøn skøn bog, som Jokum Rohde og min absolutte yndlingspoet Søren Ulrik Thomsen har gjort med KØBENHAVN CON AMORE

København con amore - af Jokum Rohde og Søren Ulrik Thomsen

Da jeg cyklede hjem forleden forbi Europæiske Rejseforsikring-bygningen på Vesterbrogade, kom jeg til at tænke på KØBENHAVN CON AMORE, og da jeg kom hjem, hev jeg den ud af reolen og fordybede mig straks i de to herrers kærlighedsfulde vandring gennem København – før og nu!

Europæiske Rejseforsikring-bygningen på Vesterbrogade

Facade og bagside. Baggårde i regn. Gamle hoteller. Værksteder, gadeskilte, butiksskilte og -facader – nogen er der stadig, bevaret som et minde om det, der var:

Æstetik på Gammel Kongevej - huser i dag en skøn smykke-design-forretning

Andre skilte og facader, der nu blot er minder.

Butiksfacader

De viser et viltert København. Et København i nær og fjern fortid.

Hotel West, Westend, Vesterbro - er i dag blevet gennemgribende istandsat

Alle billederne er forsynet med adresse, så man kan tage på jagt efter det København, som denne bog viser. Jeg selv kan ikke vente med at springe op på min cykel og køre ud og lede efter den nære fortids København! Oh – amore! / Anne

Om at tro på det bedste

Alt for tit har vi travlt med at være skeptiske. Skeptiske over sidemandens høflige smil, over den gratis drink på baren, over den venlige mail i boxen, der inviterer dig med til privatfest med din yndlingsmusiker. Men tænk nu, hvis vi går glip af en masse pga. af denne skepticisme?

For seks år siden fik jeg en mail på myspace. Som jeg skreg og græd over. I mailen stod der nogenlunde således: ”Kære Louise, Jeg kan se her på din myspace, at du er inspireret af Jason Mraz. Han er én af mine gode venner, og han kommer til min fest her om en måneds tid. Vil du med?” Som den ægte skeptiker jeg var, gik jeg med det samme i gang med en større internet research på manden, der stod som afsender på mailen. Jeg fandt intet smuds. Faktisk fandt jeg ikke rigtig noget, hverken godt eller skidt. Så jeg besluttede mig for at tro på manden og begyndte derefter at skrige og græde. Og herefter ringede jeg til Anne for at lokke hende med til festen. Det var selvsagt ikke svært. Nogle dage efter snakkede jeg i telefon med manden. Festen var blevet rykket fra hans lejlighed til en båd på Christianshavn, og derfor kom det til at koste lidt penge. Mere skeptisk end nogensinde indvilgede jeg i at indbetale 400kr. for min veninde og mig på hans konto. Shit! Han tager så meget røven på mig. Jeg er så let at narre!

Som dagen kom tættere og tættere på, blev jeg mere og mere nervøs. Tænk hvis det var fup? Hvem i Danmark kender Jason Mraz? 2006 var altså før ’I’m Yours’ og 5 år efter ’The Remedy’, som flere sikkert allerede har glemt. Tænk hvis jeg blev snøret?

Skide være med det, det er værd at tage chancen. For hvis jeg ikke bliver snøret, så skal jeg til fest med Jason Mraz! Og det viste sig faktisk, at jeg ikke blev snøret. Båden på Christianshavn blev langsomt fyldt med små 200 mennesker, primært fra Danmark og Sverige, men ellers fra hele verden, Japan, USA, Sydamerika og Spanien. Og Jason Mraz, hans tro følgesvende Toca og Bushwalla, samt den danske tryllekunstner Sonny, underholdt i godt to timer. Jeg har aldrig oplevet en så festlig og intim koncert før. Ingen mikrofoner blev brugt, publikum var ligeså meget venner, som de var fans denne fantastiske halvvåde sommeraften på Christianshavn. Tænk, hvad jeg var gået glip af, hvis jeg var blevet i mit lille skeptiske hjørne, den dag jeg fik min livs vildeste mail på myspace.

PS: Jeg er stadig stor dedikeret fan af Jason Mraz, som er meget mere end ’I’m Yours’. Når han kommer til landet igen med sit liveband, gør dig selv den tjeneste at se ham. Der er en lokal stemning af fest, glæde og fællesskab, ligegyldigt hvor han spiller. (men bedst er han dog, når han spiller for et mindre publikum.) Jeg håber for dig, at du kommer til at opleve ham en dag.

Se de her to klip, et meget gammelt og et nyere. Han er en sjov, skarp, improviserende, fantastisk dygtig  saving-the-world hippie med en gudsbenådet stemme. I’m hooked for life!

/Louise

2002:

2011:

(jeg så et liveshow streamet på hans facebookside for en uge siden; han kalder sangen for ‘you effin’ did it’, hvis han spiller på amerikansk tv)

Charmerende Christianshavn…

Hvis jeg ikke boede på Vesterbro, så ville jeg helt sikkert bo på Christianshavn. Jeg har efterhånden boet i de fleste bydele i København, undtagen Christianshavn, og jeg er så vild med denne bydel.

Vesterbro og Christianshavn kan noget af det samme, bl.a. at blande meget forskellige mennesker i en stor pærevælding, for her er plads til alle, og det er der virkelig!

Jeg har to yndlingssteder lige nu på Christianshavn.

Det ene er bådudlejningen ved kanalen. Intet er dejligere end at sidde her en formiddag med sin kop kaffe og nyde skønheden. Det er et godt sted til en hyggelig samtale, fordi vandet giver en ro og en afslappet stemning, og fordi caféen har den perfekte størrelse – hverken for stor eller for lille – man kan altså sagtens gemme sig uden helt at forsvinde i mængden 🙂

Rygtet siger, at hvis man kan lave en grønlændervending i sin båd ude foran caféen, så får man en gratis fadøl. Det er da et forsøg værd!

Det andet sted kommer i en anden blog, for det kræver, at jeg enten er meget tidligt oppe eller går meget sent i seng. Det sidste er nok mest sandsynligt.

Hvis du ikke har planer i aften, så tag herhen!

 



Jeg må simpelthen give min varmeste anbefaling til Pop op restauranten under Knippelsbro på Christianshavn. Søren Ejlersen fra Aarstiderne.com har stablet et utrolig flot og professionelt arrangement på benene, kun i går og i dag. 
Du får en stor tallerken med en meget delikat økologisk gryderet (fås også vegetarisk) for kun 42 kr., og så kan du købe lækker vin til ingen penge. 
De har sat masser af borde op, så de fleste kunne få et sted at sidde i går. Jeg kunne godt forestille mig, at der bliver mere run på i dag, da vi jo har fri i morgen (hurra). Vi kom kl. 19.30, og da var der tilpas mange mennesker. Vi nåede at få en plads ved ét af bordene, og køen til madboden var ikke mere end 5 minutter lang. 
Og så skal man ikke glemme det fine jazzband, der spillede hyggemusik henne i hjørnet. 


Der er format over København til et arrangement som dette – vi kan sagtens måle os med New York og Berlin, når vi kan sidde der i solen ud til havnen og spise lækker, lækker mad. 


Fedt, Ejlersen! 



/Louise