Category Archives: butik

I Love Paper

Nærværende blog har en kær veninde, som nogle gange hjælper os med diverse hjemmesideproblemer, ligesom hun i går aftes åbnede sine døre for os og delte ud af sine tips og tricks. Der sker ting og sager med Forelsket i København i øjeblikket, men det er kun på første stadie, så vi kan ikke sige mere – for nu, but stay tuned.

Maria, som vores web-orakel hedder, har en webshop, hvor hun sælger notes bøger, og fordi hun er på vej til USA lige om lidt, så holder shoppen udsalg. Hvis du bor i København, kan du købe de flotte notesbøger til halv pris til og med næste lørdag. De kan afhentes på Østerbro. 

Se webshoppen her, og se herunder nogle af de smukke notesbøger, som kan blive dine. Jeg har selv købt notesbøger af Maria, og det er altid rigtig god kvalitet. Jeg ELSKER notesbøger – bruger dem til ALT fra dagbogskriblerier, digte, opskrifter, to-do-lister, arbejdsnoter, sangskitser, kruseduller – YOU NAME IT. 

Kig dig omkring på shoppen! 🙂

/Louise

Førpris: 69,- Nu: 35,- (for 2 stk)

Førpris: 77,50 kr. Nu: 38 kr.

Førpris: 149 kr. Nu: 75 kr.

Førpris: 119 kr. Nu: 60 kr.

Førpris: 139 kr. Nu: 70 kr.

Førpris: 139 kr. Nu: 70 kr.

Førpris: 59 kr. Nu: 30 kr.

Førpris: 189 kr. Nu: 95 kr.

Førpris: 169 kr. Nu: 85 kr.

Reklamer

YouHeShe

På min rundtur i Nordvest med veninde Mette, svingede vi også forbi tøjbutikken YouHeShe, der ligger på Rentemestervej – i en baggård næsten lige overfor det superseje kulturhus.

YouHeShe

YouHeShe

Det er en supersej tøjbutik – til ham og hende (som navnet mere end antyder). De sælger en masse lækkert lækkert tøj, og jeg kunne uden problemer købe mig fattig her. Men butikken er ikke kun sej på grund af deres varer. Snarere på grund af deres indretning: Super rå, urban stil krydret med en masse skægge og skæve indfald: Store bannere med seje malerier, prøverum i indisk stil, neon-sættekasser på væggene og en sej vinduesvæg. Det er virkelig en anderledes og smuk butik, der er en oplevelse i sig selv:

YouHeShe

YouHeShe

YouHeShe

YouHeShe

YouHeShe

YouHeShe

YouHeShe

YouHeShe

Tag derud og kig – nyd den flotte indretning, men pas godt på dankortet! Det kan nemt blive rødglødende 🙂 / Anne

Hilsen til kontorforsyningen

Tak til Vesterbro Kontorforsyning for at gøre mig i godt godt godt humør på vej hjem ad Vesterbrogade i går aftes med denne finurlige vinduesudstilling:

Fiiiin vinduesudstilling

Det fine og finurlige er, at de mange post-its er sat på ydersiden af ruden. Og på mange af dem er der skrevet fine hilsner til Vesterbro Kontorforsyning. Hvis jeg havde haft en kuglepen med, ville jeg have skrevet tak for den fine oppyntning.  Måske jeg stadig kan nå det …

Fine hilsner fra kunder og forbipasserende

Og I er gode mod børn!

Fine hilsner fra kunder og forbipasserende

Hilsen fra Norge

Og en hilsen fra Norge – og nu fra os også! Tak for finurligheden – det gør København meget sjovere.  / Anne

En varm klassiker i Indre By

Hvordan kan man have boet i København i snart 13 år, uden at have besøgt A. C. Perch’s Thehandel? Jeg ved det ikke, men det lykkedes mig. Og nu bliver jeg nødt til at skrive om dette meget klassiske og velkendte sted midt i byen, for jeg er mildest talt begejstret!

Jeg besøgte for første gang Perch’s Thehandel for nogle uger siden, da min the-elskende veninde havde fødselsdag. Da jeg elsker alt og alle, som går op i de små detaljer, så faldt jeg selvfølgelig pladask for Perchs.

Når man køber en dåse the her, får man en udførlig beskrivelse af theens struktur og trækketid med – på et lille kort, som ekspedienten lægger i dåsen. Så fint!

Og når man er færdig med at handle, bliver man stillet følgende spørgsmål: “Kunne De tænke Dem et stykke bolsje?”

Det er sjældent, at jeg bliver kaldt for “De”, men herinde er det altså helt på sin plads. Fnis.

Her går man meget op i, at theen bliver brygget korrekt – så smager den meget bedre! Kan man kalde det the-snobberi? Ja, måske, men med den største beundring lagt i ordet. Man kan også vælge at kalde det the-entusiasme, og som meget andet, som der lægges stor energi og præcision i, så er Perch’s Thehandel det bedste af det bedste.

Perch’s Thehandel har ovenpå butikken et tea room, hvor man kan få serveret en dejlig kop the i hvad der ligner en fin dagligstue. Jeg har ikke prøvet det, men det ser smadderhyggeligt ud.

Jeg er vild med den gammeldagse stil, personalets ekspertise og høflighed og ikke mindst de dejlige thesorter, som man kan få herinde. Jeg har fået en helt anden respekt for the efter mit besøg og vil fra nu af anstrenge mig for at brygge den perfekte kop – hver gang 🙂 En klar anbefaling herfra!

/Louise

Hurra for Sisterbrandt

OK – det handler måske ikke om en oplevelse, du kan få i København, dette indlæg. MEN det handler alligevel lidt om København.

Ser du, vi på bloggen er RET glade for designstuen Sisterbrandt, som også har designet nærværende blog (og vi får faktisk snart et lille makeover af selv samme designstue!).

I lørdags kom jeg hjem fra min og Annes fabelagtige frokost hos Fougaz i Torvehallerne og fandt en lille pakke i min postkasse. Fra Sisterbrandt.

De laver nemlig de smukkeste små notesbøger og postkort, som jeg er helt vild med! Og i pakken lå selvsamme notesbøger og kiggede op på mig. Nøj, hvor skal jeg skrible små, fine ting i de små, fine bøger.

Sisterbrandt er baseret i København, og så har de som sagt lavet headeren til vores københavnerblog, derfor skal de også nævnes her. Tak Sisterbrandt, tak Sabine!

Du kan iøvrigt købe notesbøgerne på deres hjemmeside her.

/Louise

Cute Cupcakes i Grønnegade

Mmmmmm..!

Det er helt urimeligt, så glad jeg er for cupcakes. Endelig en kage, hvor der er kvalmende meget glasur – eller frosting. Jeg er nok lige så stor smørfan som Brd. Price. Og jeg løber gerne en ekstra tur om søerne for at få lov til at sætte tænderne i en lyserød prinsessekage.

Den fine kageboutique

København har fået den fineste lille cupcakes café, Serenity Cupcakes, som at dømme udfra besøgstal vist nok klarer sig rigtig godt. Og jeg kan godt forstå det, for ikke nok med, at kagerne er fortryllende smukke og lækre, så er personalet også virkelig venligt. Måske bliver man sød, når man arbejder med søde ting?

Serenity (hvilket betyder sindsro) Cupcakes ligger i én af Københavns mest charmerende gader, Grønnegade. Kagerne skifter ofte smag og udseende, og der er både de helt traditionelle kager og de mere eksperimenterende slags, såsom lakrids, ingefær eller oreo. Og så kan du nyde lækker kaffe fra coffee collective eller the fra Perchs til den søde dessert.

Serenity Cupcakes ligger i Grønnegade i Indre By

Min favorit er en cupcake med lakrids. Men den med mint var nu også god. Og den med… ej, jeg kan ikke vælge 🙂

Velbekomme,
/Louise

Man kan godt cykle med cupcakes fra Serenity uden at bliver helt smadrede. Hurra!

Københavns sødeste cykelhandler

Hvor tit er det lige, at man går storsmilende fra en cykelhandler? Ikke særlig tit, vel? Der er altid et eller andet ekstra i vejen, og så skal den jo også strammes op og spændes ind – præcis det samme, man får at vide, når man melder sig ind i et fitnesscenter. Deprimerende.

MEN på Vesterbrogade ligger verdens sødeste cykelforhandler, som gerne spænder et par skruer ind for dig og giver lidt ekstra luft i dækkene (gratis), så du kan flyve gennem gaderne igen.

DET er sgu da flinkt! Jeg vil fremover KUN få fikset min cykel hos ham – dagens mand! Cash & Carry på Vesterbrogade 60. Anbefalingen er hermed givet videre 🙂

/Louise

Fest & Farver – og fastelavn

Min mor har inviteret mig til Fastelavnsbrunch på søndag – med maske på! Og så må jeg jo købe mig en flot maske!

På Jagtvej på Nørrebro – tæt på nr. 69, hvor Ungdomshuset en gang lå – er der Fest & Farver – for her ligger en gammel kending, nemlig butikken Fest & Farver. Og som navnet mere end antyder, er det en butik fyldt med Fest & Farver.

Fest & Farver på Jagtvej

Fest & Farver på Jagtvej

Her er alskens festpynt – guirlander, balloner, alverdens flag, konfetti og skralder. Her er parykker i alle (og det er virkelig ALLE) tænkelige farver og frisurer. Maskerne – der hele ansigter, dyresnuder og en hel væg med flotte, flotte halvmasker (som var det, jeg var ude efter). Og som om det ikke er nok, er der et baglokale fyldt med kostumer – til børn og voksne.

Her mangler intet – kun plads til at fortælle jer om sortimentet. Men der er råd for det – se deres hjemmeside her. Og læg mærke til varegrupperne – Larm & Støj, Oppusteligt – her er alt! Og sikke et slaraffenland!

Butikken var PAKKET med mennesker, da jeg var der. Forældre og børn og alle os andre, der skulle forberede fastelavnsudklædningen. Men de søde ekspedienter holdt hovedet koldt og sørgede for en dejlig, hyggelig stemning i den på alle måder tætpakkede butik. Jeg tog ingen billeder indefra – jeg kunne ikke rigtig komme til det – men forestil jer alle varerne fra hjemmesiden på ganske få kvadratmeter og fra gulv til loft. Wauw!

Og se så her, hvad jeg kom hjem med.

Halvmasker

Jeg er sikker på, at min mors Fastelavnsbrunch på søndag bliver et hit – nu håber jeg bare, at jeg bliver Kattedronning 🙂 // Anne

Rom i København?

Jeg skulle have været i Paris i påsken, men en skadet skulder satte en stopper for det! Så påsken blev holdt i København – hvilket jo var fantastisk med det helt vidunderlige vejr. 

Men som kompensation for den aflyste pariser-tur blev der i stedet dømt ‘Rom i København’ – jeg legede, at jeg var i Rom med alt, hvad dertil hører af italienske goder. Måske lyder det mærkværdigt, men det var en virkelig sjov oplevelse – og alle jeg mødte på min ‘Rom-i-København’-tur var med på legen! Grazie mille alle sammen. Og pludselig så jeg på København med friske (italienske) øjne – og det kan kun anbefales, for sjovt er det!

Min tur til ‘Rom-i-København’ bød blandt andet på shopping, på restaurant-besøg, en gåtur i Forum Romanum og lækker italiensk mad og vin. Mums! På italiensk!


Forum Romanum

Lækker italiensk restaurant – mmmums


Menu på lækker italiensk restaurant – mmmmums

Og – ikke så italiensk, men nødvendig på en Rom-i-København-ferie – en rigtig god flaske ROM, der blev købt her (og her ved de virkelig, hvad de taler om – man er i trygge hænder)

Juuls vin og spiritus på Værnedamsvej


Jeg kan kun anbefale at give sin ferie i København et tema – for det åbner ens øjne for et andet København! God fornøjelse.

/ Anne

Herligt genbrug på Istedgade

 

For nogle måneder siden læste jeg på en skøn engelsk piges blog, at hun aldrig købte noget nyt. Det lød voldsomt, synes jeg, men også meget charmerende, så jeg er begyndt at leve lidt efter det princip (dog ikke slavisk :-))

Hvis jeg leder efter noget personligt til min lejlighed, så går jeg altid ned i Butik Anne Tine, som ligger på hjørnet af Istedgade og Absalonsgade.

Jeg skulle til Annes housewarming i lørdags og vidste allerede, at jeg ville bage mine kanelsnegle (de fleste i min omgangskreds har efterhånden smagt dem, og de er altid meget populære) til hende og kæresten, men jeg vidste ikke helt, hvordan de skulle overleveres. En smuk kagedåse ville være det bedste valg, og da jeg synes, at den slags kun bliver smukkere med årerne, gik jeg ned i Butik Anne Tine. Hun har mange meget smukke kagedåser med patina, som vil se meget charmerende ud i ethvert køkken.
Butik Anne Tine er ikke altid åben – faktisk er det lidt sjældent jeg har heldet med mig på en hverdag. Men altid på en lørdag mellem kl. 10.00-15.00. ca. Hvis du ikke vil gå forgæves, så ring derned. De er supersøde. 33 31 62 81
/Louise
PS. Jeg fandt en kagedåse til Anne, men jeg nåede ikke at tage et billede af den. Måske lægger hun selv et op en dag 😉