Tag Archives: Butik

En varm klassiker i Indre By

Hvordan kan man have boet i København i snart 13 år, uden at have besøgt A. C. Perch’s Thehandel? Jeg ved det ikke, men det lykkedes mig. Og nu bliver jeg nødt til at skrive om dette meget klassiske og velkendte sted midt i byen, for jeg er mildest talt begejstret!

Jeg besøgte for første gang Perch’s Thehandel for nogle uger siden, da min the-elskende veninde havde fødselsdag. Da jeg elsker alt og alle, som går op i de små detaljer, så faldt jeg selvfølgelig pladask for Perchs.

Når man køber en dåse the her, får man en udførlig beskrivelse af theens struktur og trækketid med – på et lille kort, som ekspedienten lægger i dåsen. Så fint!

Og når man er færdig med at handle, bliver man stillet følgende spørgsmål: “Kunne De tænke Dem et stykke bolsje?”

Det er sjældent, at jeg bliver kaldt for “De”, men herinde er det altså helt på sin plads. Fnis.

Her går man meget op i, at theen bliver brygget korrekt – så smager den meget bedre! Kan man kalde det the-snobberi? Ja, måske, men med den største beundring lagt i ordet. Man kan også vælge at kalde det the-entusiasme, og som meget andet, som der lægges stor energi og præcision i, så er Perch’s Thehandel det bedste af det bedste.

Perch’s Thehandel har ovenpå butikken et tea room, hvor man kan få serveret en dejlig kop the i hvad der ligner en fin dagligstue. Jeg har ikke prøvet det, men det ser smadderhyggeligt ud.

Jeg er vild med den gammeldagse stil, personalets ekspertise og høflighed og ikke mindst de dejlige thesorter, som man kan få herinde. Jeg har fået en helt anden respekt for the efter mit besøg og vil fra nu af anstrenge mig for at brygge den perfekte kop – hver gang 🙂 En klar anbefaling herfra!

/Louise

Reklamer

Betal med generøsitet

Anthon Berg har gennem flere kampagner positioneret sig som den generøse chokoladevirksomhed, der skal få dig til at opføre dig bedre overfor dine medmennesker.

Det kan vi godt lide her på bloggen. Så da vi fik en mail fra Anthon Berg om, at de ville lave denne pop up butik, hvor man kun kan betale med generøsitet, klappede vi i hænderne. Desværre klappede vi tre dage for sent. Eventen havde fundet sted.

Øv! Men så er det heldigt, at Anthon B har lavet en fin lille video fra dagen, hvor en masse mennesker fik chokolade for en god gerning. Vi synes, det er så fint, og det siger vi altså helt gratis!

Hvis man ser bort fra, at det rent faktisk er PR, så synes vi, at det er en meget fin video og et rigtig godt tiltag. Man kan jo lege med tanken om at give generøsitet i gave (uden nødvendigvis at få chokolade for det).

Altså, ligesom da vi var børn, og vi lavede klippekort til mor og far med ‘rengørning’, ‘madlavning’, ‘græsslåning’, som de så kunne indløse, når de ville. Det må da egentlig være en meget dejlig gave at få.

KH Anne & Louise

Herligt genbrug på Istedgade

 

For nogle måneder siden læste jeg på en skøn engelsk piges blog, at hun aldrig købte noget nyt. Det lød voldsomt, synes jeg, men også meget charmerende, så jeg er begyndt at leve lidt efter det princip (dog ikke slavisk :-))

Hvis jeg leder efter noget personligt til min lejlighed, så går jeg altid ned i Butik Anne Tine, som ligger på hjørnet af Istedgade og Absalonsgade.

Jeg skulle til Annes housewarming i lørdags og vidste allerede, at jeg ville bage mine kanelsnegle (de fleste i min omgangskreds har efterhånden smagt dem, og de er altid meget populære) til hende og kæresten, men jeg vidste ikke helt, hvordan de skulle overleveres. En smuk kagedåse ville være det bedste valg, og da jeg synes, at den slags kun bliver smukkere med årerne, gik jeg ned i Butik Anne Tine. Hun har mange meget smukke kagedåser med patina, som vil se meget charmerende ud i ethvert køkken.
Butik Anne Tine er ikke altid åben – faktisk er det lidt sjældent jeg har heldet med mig på en hverdag. Men altid på en lørdag mellem kl. 10.00-15.00. ca. Hvis du ikke vil gå forgæves, så ring derned. De er supersøde. 33 31 62 81
/Louise
PS. Jeg fandt en kagedåse til Anne, men jeg nåede ikke at tage et billede af den. Måske lægger hun selv et op en dag 😉

Københavns egen baghave

>Jeg elsker friske grøntsager – altså frisk-hevet-op-af-den-danske-muld-agtigt! Og så elsker jeg ideen om gårdbutikker – det er så ROMANTISK på den der overskudsagtige og økologiske måde. Så hvor dejligt er det lige, at Din Baghave – og min baghave (he) – har åbnet en lille butik i Tullinsgade. En gårdbutik midt i byen

Din Baghave sælger sæsonens grøntsager – altså, det der er i sæson tæt på Danmark – hvilket vil sige, at deres sortiment er meget varierende og også meget forskelligt fra supermarkedernes. Her er f.eks. ingen jordbær i december. Til gengæld er der en del dansk vin og andre lækre varer som æblemost og eddiker og biodynamiske æg – og krydderurter, som vi ikke vidste, vi kendte!

Din Baghave er super hyggelig – og selv om den er til den dyre ende, så er der den fordel, at du kan nøjes med at købe den mængde, du har brug for. Så er det faktisk ikke så dyrt alligevel – og der er ikke så meget madspild. Alt sammen godt for min samvittighed over for mig selv og min omverden.

Jeg kan godt lide at lade Din Baghave være med til at afgøre min aftensmadsmenu! For det bliver aldrig kedeligt. Så tak for den gårdbutik-romantik midt i byen!

/ Anne

En lille del af London midt i København…

 


Jeg flyttede til London, da jeg var 18 år, primært for at lære at klare mig selv, sekundært for at danse og blive flydende i mit yndlingssprog, engelsk. Det var kun det sidste, jeg rigtig lærte.
Jeg lærte dog også en hel anden ting, og det var at elske London. En skøn by, som på mange måder minder om København. Og heldigvis er London ikke så langt væk, så en hurtig tur derover i ny og næ er ikke helt umuligt.
Hvis pengepungen ikke tillader alt for store armbevægelser, så ligger der på Peder Hvidtfeldtsgade 11 en alletiders lille købmand, der sælger britiske fødevarer. Nu er det ikke fordi, at England er kendt for deres gastronomiske kunnen, men det er alligevel lidt hyggeligt at snuse rundt i den lille butik og finde små chokoladebarer og forskellige engelsk traditionelle ingredienser til et dejligt engelsk traditionelt måltid!
I denne butik bliver jeg mindet om Londons britiske høflighed – at blive kaldt for darling af manden på gaden sætter jeg på en eller anden måde bare rigtig meget pris på!
Tak København, fordi du også har plads til en lille smule London.
/Louise

Nejsum – en fin fin butik

Jeg er ikke særlig god til at ’opdage’ eller få øje på de ny-åbnede butikker i vores dejlige by. Men forleden følte jeg mig helt heldig, da jeg med en veninde forvildede mig ned ad Valdemarsgade og pludselig stod foran den fineste butik med smykker og tørklæder – smykker, der var så fine så fine, og som IKKE kostede en bondegård. Vi gik ind og kiggede og fik en lille sludder med ejeren, som også laver de fleste af de meget smukke og specielle smykker selv. Da vi gik, havde vi fået købt flere gaver, havde lyst til at købe masser af smykker til os selv, og heldige mig – jeg fik en sms, da den nye kollektion var i hus i butikken! Og jeg GLÆDER mig allerede til at komme derned igen – og med garanti købe mig fattig!

/ Anne

Girly Hurly – Kun for piger

Der er ikke noget i denne butik, jeg ikke har lyst til at eje. Som navnet mere end antyder, så er det her en rendyrket pigebutik, men på den seje måde. Den er ikke fyldt med lyserøde blomster og vattæpper – eller det er den også, men her finder du at sandt mekka af farver, kasser til dimser, plastikkopper, wallpaper, smykker, knager, glas, vaser, lamper og en hel masse andet til dit hjem og dine håndled, øreflipper og fingre. Butikken er ikke helt billig, dog kan man altid finde en skøn værtindegave til omkring 100kr. Jeg er flere gange gået forbi på vej til et middagsselskab for at købe deres meget finde stribede viskestykker (en nem måde at pifte et ellers meget stilrent køkken op). Senest har jeg købt nogle stykker retro-gavepapir, som jeg afprøver som wallpaper (de har rigtig wallpaper). Resultatet kan du se her på billedet. Jeg er selv ret vild med at have fede fugle hængende i mit køkken. Til alle pigerne – sving forbi Gurly Hurly og forkæl dig selv eller din bedste veninde. Ingen af jer vil fortryde det. (undskyld den fesne halvklamme reklamesloganagtige slutning – der er bare for fedt i Girly Hurly!)

/Louise