Tag Archives: åndehul

Ventetiden er slut – nogen steder …

Jeg faldt over en artikel i Politiken forleden – eller det var snarere en anmeldelse af den ny-brolagte Købmagergade. Og så var det, at det gik op for mig, at al arbejdet på Købmagergade jo VAR færdigt, og derfor også Købmagergades ‘makeover’ – selv om jeg arbejder lige ved siden af, havde jeg slet ikke bidt mærke i det. Det er vel det, man kan kalde ‘ikke at kunne se skoven for bar’ træer!’, men i hvert fald skyndte jeg mig ud for at se resultatet med mine egne øjne. Eller en del af resultatet for turen gik ned forbi Hauser Plads. Og hvor blev jeg glad. Denne uinspirerende plet på Københavnerkortet placeret i skyggen af Kultorvet og med en – for mig – usandsynligt kedelig bygning (der huser blandt andet Niels Brock) som markant beboer, var blevet SÅ FLOT. Pladsen er blevet brolagt som Købmagergade, hvilket binder den sammen med både Kultorvet og Købmagergade. Pladsen er bygget op om en legeplads, der er hegnet ind af hvide hegnspæle, der bugter sig i en organisk bølge rundt om pladsen. Rundt om – på selve legepladsen og udenfor – er placeret de karakteristiske røde, runde bænke, som man også kan se ved pladsen ved Rundetårn. Alt i alt var det en helt fantastisk oplevelse at gå på opdagelse på den ‘ny’ Hauser Plads. Og jeg må sige – det har været byggerodet og ventetiden værd med den flotte plet, Københavnerkortet nu har fået. Og som en lille bonus er der minsandten også åbnet en Riccos Kaffebar lige ved siden af. Jeg tror godt, at Hauser Plads kan blive et sted, hvor jeg kan sætte mig med en god kop kaffe og bare lade bylivet synke ind. / Anne

foto (19) foto (18) foto (14) foto (12) foto (11) foto (10) foto (9)

 

Uhm – efterår

Jeg var på tur nordpå (eller måske mest nordvest …) i dag – til Farum. Med S-tog med min cykel. Må jeg lige stoppe her og komplimentere den virkelig gode idé det er, at man kan have sin cykel med S-toget helt gratis – det gør eventyr og besøg udenfor København en hel del lettere! Nå, men toget til Farum standser på Hareskov Station – en station lige midt i skoven. Og lige da, kiggede jeg ud af vinduet og for første gang i år, lagde jeg mærke til, at farverne er begyndt at ændres. Og om ganske kort tid vil skovene stå i brand med alle de flotte røde farver. Og lige der vil jeg tage med S-toget – måske til Hareskoven, måske til Dyrehaven – ud i de smukke efterårsfarver. Og nyde det – og nyde, at man ikke skal så langt uden for byen for at se, snuse og lugte efteråret, på ægte skovmanér! Jeg fandt nogle billeder fra Dyrehaven fra sidste år – og blev helt efterårsmelankolsk – sommeren er forbi, og vinteren venter om hjørnet. Men inden vi når til vinteren, så lad os nyde årets smukkeste farver. For det er lige, hvad efterårets farveeksplosion og brand er: årets smukkeste:

De her billeder er vist fra november sidste år, så vi må vente nogle uger før, vi kan glædes over disse fantastiske, røde farver. Men jeg glæder mig til dette. Til varm kakao. Tæpper. Store vanter og huer. Og rusk. Uhm – efterår: jeg elsker det. Faktisk. / Anne

 

Stille åndehul i midten af byen





Nogle gange har man brug for at være alene og tænke nogle stille tanker. Og i sådanne tilfælde kan bibliotekshaver bare noget helt særligt. Da vi var i Barcelona i 2006, opdagede vi ved et tilfælde en hemmelig bibliotekshave i den gamle bydel, gemt bag høje mure, kun med et lille vindue på den ene side, hvor man kunne kigge ind til den lille have med det lille springvand.

Sådan en have har København også – lidt større, men stadig med høje mure omkring og et lille springvand i midten: Det Kongelige Biblioteks Have. Derinde bag Borgen gemmer sig en lille grøn perle, som er så stille, at man glemmer, at man befinder sig midt i storbyen. Den smukke have inviterer ikke til solbadning, det er den for lille og pæn til. Til gengæld er den perfekt til stille stunder og romantiske gåture, både i regnvejr og solskin. Og alle de gange, jeg har været der, har der næsten ingen mennesker været, hvilket kun gør haven endnu mere perfekt.

/Louise