Category Archives: Frederiksberg

Genbrug dit juletræ

Der er noget trist over at smide sit juletræ ud, synes jeg. Nu har det stået der og pyntet og lyst så fint i hele december, og så kommer januar, og så bliver det fine træ smidt på porten. Men hvis man ikke har en bil, hvad gør man så egentlig med sit juletræ? Det så jeg i går, da jeg var ude og gå en lille tur på Vesterbro.

På Vesterbros Torv var der gang i en flismaskine (tror jeg nok, den hedder), som sørgede for at vesterbroernes juletræer får et fint efterliv. Og så sad der en del børn, der snittede på livet løs i juletræerne. Og midt i det hele var der sat et bord op, hvor man kunne få ideer til, hvad man kan lave af sit juletræ, når det har udtjent sin første værnepligt som hyggespreder.

Jeg synes, at det er en rigtig fin måde at komme af med sit juletræ på en fornuftig (og nem) måde. Vesterbro Lokaludvalg stod bag juletræsgenbrugsworkshoppen. God ide! Og så har man – eller i hvert fald jeg – bedre samvittighed over for træet 🙂 Jeg så for øvrigt, at samme begivenhed udspiller sig i Lindevangsparken på Frederiksberg i dag, søndag. Måske I kan nå ned med jeres træ, hvis I ikke allerede har sendt det til de evige granmarker … / Anne

Flismaskine på Vesterbros Torv

Flismaskine på Vesterbros Torv

foto (6)Børn studerer bordet med genbrugsideer og inspiration.

foto (5)Mange er mødt op.

foto (4)Der er hjælp til at komme af med juletræsfødderne inden træet bliver lavet til flis.

foto (3)Juletræerne venter på at blive til flis.

foto (2)Børn og voksne.

foto (1)Et juletræ bliver til flis.

 

Reklamer

Bliv restauratør for en dag

På lørdag, den 17. november, løber Restaurant Day af stablen for anden gang i Danmark – og derfor selvfølgelig også i dejlige København.

Restaurant Day er, med deres egne ord, en madfestival, hvor alle kan åbne en restaurant for en dag. Og man kan sælge lige, hvad man vil – hvornår man vil: måske morgenmad ud af stuevinduet, frokost i lyskrydset eller en treretters i spisestuen.  Bliv inspireret her:

Restaurant Day kørte første gang i Danmark (og København) den 19. august i år, hvor 31 restauranter poppede op for denne ene dag rundt om i landet. Restaurant Day startede i Finland i 2011 med 10 restauranter, men konceptet har nu spredt sig til hele verden, hvor lande som Japan, Sverige, Mexico, Brasilien og altså Danmark og mange mange andre holder deres egne Restaurant Day med masser af god mad på nye og måske uventede steder.

Hvis du ikke selv har en restauratør i maven, så er jeg sikker på, at du kan hoppe op på din cykel eller snøre gåskoen og drage ud i byen og få en anderledes restaurantoplevelse på lørdag. Du kan tjekke den danske facebook-side ud her, hvor du også kan læse meget mere om konceptet, om hvordan du bliver restauratør  og se et kort med alle pop-up-restauranterne. Jeg skal helt sikkert ud og udforske folks pop-up-restaurants-opfindsomhed. Det er da et super-koncept! / Anne

Vesterbrogade

Jeg elsker Vesterbrogade. Simpelthen. Elsker den. Fordi den er så forskellig igennem sine knap 2,5 kilometer.

Industriens Hus og kig ned ad VB fra Rådhuspladsen

Industriens Hus og kig ned ad VB fra Rådhuspladsen

Jeg elsker den rå ende oppe mod Rådhuspladsen. Med Burgerbarer, lysreklamer, og hektisk stemning. Ned mod Tivoli, hvor turisterne står i lag for at komme ind og opleve en lille bid eventyr. Modsat side, hvor Scala lå. Kigge over på Arbejdernes Landsbanks flotte og klassiske bygning – Panoptikonbygningen fra 1950-52.

Panoptikonbygningen med Arbejdernes Landsbank

Panoptikonbygningen med Arbejdernes Landsbank

Videre forbi Arne Jacobsens imponerende SAS Radisson Hotel, Hovedbanegården og banegraven med Hotel Astoria. Forbi Ved Vesterport – den flotte funktionalistiske og karakteristiske grønne bygning fra 1932, tegnet af Ole Falkentorp og Povl Baumann.

Ved Vesterport

Ved Vesterport

Frihedsstøtten

Frihedsstøtten

Ned mod Vesterbros Torv, der ligger og larmer med sine barer, cafeer og forskellige eksistenser. Træet med gyngen. Kirken og trappen. Og alle menneskene …

Vesterbros Torv i skarpt sollys

Vesterbros Torv i skarpt sollys

Ned mod Føtex og det værste stykke fortov i København. Videre forbi krydset med Frederiksberg Allé og Værnedamsvej – en dejlig kaotisk plet med mennesker, cykler og biler fra alle retninger. Og et flot kig op ad alleen mod Skt. Thomas plads.

VB op mod Føtex

VB op mod Føtex

Ned mod Enghavevej, hvor Vesterbrogade er smal. Med telefonreparationsbutikker og indiske og pakistanske tøjbutikker. Og restauranter. Og Toves Galleris ucharmerende røde indgang. Forbi rockbaren Märkbar og det kaotiske kryds med dyrehandel, helsekost, cykelhandler og asiatisk takeaway.

VB ned mod Enghavevej og med Toves Galleris facade ude til venstre

VB ned mod Enghavevej og med Toves Galleris facade ude til venstre

Videre forbi Leos Pizzeria, Ludvigsen og Von Fressen. Indtil man kan se Sorte Hests gule bygninger med den økologiske bager Musikkonditoriet, hvor man kan få byens bedste hindbærsnitter (hvis I spørger mig) og med Teatret ved Sorte Hest i ‘baghuset’. Og på den anden side ligger Pony – Kadeaus lillebror – en lækker bistro med vidunderlig mad. Og DesignerZoo. Et rent slaraffenland for designfanatikere og alle os andre, der elsker flotte ting til vores hjem (og os selv).

Designer Zoo og Bistro Pony

Designer Zoo og Bistro Pony

Teatret ved Sorte Hest og det økologiske bageri Musikkonditoriet ude til højre

Teatret ved Sorte Hest og det økologiske bageri Musikkonditoriet ude til højre

Krydse Vesterfælledvej, hvor Vesterbrogade løbere videre ind i Frederiksberg Kommune. Forbi Rahbeks Alle, der ser så usandsynlig hyggelig og indbydende ud med sine flotte, mondæne lejlighedsbygninger, Bakkehuset og børnehaven og vuggestuen i det gule hus. Forbi min yndlingscykelbutik – BikeBuster. Forbi restaurant Formel B, de flotte bygninger, der ligger på begge sider af gaden, og som bliver mere og mere luftig.

Rahbeks Allé

Rahbeks Allé

Kig ned ad VB mod Valby Bakke

Kig ned ad VB mod Valby Bakke

For enden kan man se Valby Bakke tårne sig op med Zoologisk Haves karakteristiske tårn på toppen. Søndermarken kommer frem til venstre – og De Små Haver begynder på højre hånd og strækker sig ned mod Frederiksberg Have …

Valby Bakke og tårnet i Zoologisk Have

Valby Bakke og tårnet i Zoologisk Have

Her ender Vesterbrogade og nye gader og veje tager over – gader og veje som jeg helt sikkert også stævner ud på på nye eventyr en dag. / Anne

Husk København for eftertiden

Stadsarkivet vil gerne have vores minder om København. Hvor vidunderligt! Og hvor fantastisk at være med til at skrive Københavns historie for eftertiden. Det er bare at komme afsted – her kan I skrive og gøre ved. Og her kan I læse lidt mere.

Her er nogle af mine yndlingsstunder i København

Skriv om øl på Dronning Louises Bro. Om sene nattefester på Vega. Om kaffe i solen ved Torvehallerne. Om din seneste cykeltur rundt i byen. Om din allerførste tur med den spritnye metro i 2002. Eller måske om din sommer i midterrabatten på Sønder Boulevard. Jeg synes godt nok, det er svært at vælge – hvad synes I? Men det er en god idé – en rigtig god idé! / Anne

Post Danmark Rundt

Jeg har købt en racercykel! En af dem, hvor man kan køre rigtig hurtigt, hvor der kun er håndbremser, og hvor man sidder ret så forskelligt fra de der dejlige bedstemorcykler, som jeg har sværget til i årevis – for man har jo et gedebukkestyr, så man er lænet GODT ud over fordækket … eller sådan føles det i hvert fald.

Nu kan det være, at det lyder som om, jeg ikke er helt begejstret for min nye cykel. Men det er helt forkert. For jeg synes, at det er noget af det FEDESTE at cykle en lang, hurtig tur på min racer. Og så er det virkelig god træning! I går cyklede jeg til Hørsholm, spiste en dejlig stor brunch og cyklede hjem igen – med god samvittighed over brunchen!

En af sideeffekterne af at begynde at cykle på en racer er, at jeg er blevet lidt bidt af cykelløb, så da Post Danmark Rundt sluttede sidste søndag på Frederiksberg Allé, hev jeg Louise med til cykelløb. Og det fortrød hun ikke – og heller ikke mig. For der var virkelig god stemning og mange mennesker. Der blev heppet og klappet og hujet og råbt hver gang cykelrytterne kom op ad Frederiksberg Allé i fuld fart (de kører i alt 8 opløbs runder, så der var rig lejlighed til at se dem). Og NØJ, hvor kører de stærkt, skulder mod skulder. Virkelig imponerende – og særligt for en cykel-nybegynder som mig, som ikke engang tør ligge ordentligt på hjul endnu 🙂

Men en ting er alle cykelrytterne – faktisk er det næsten lige så fascinerende at se hele følget af biler! For der er næsten flere biler end der er cykelryttere.

Vi tog lidt stemningsbilleder, og jeg håber, at I kan fornemme cykelhyggen:

Det var virkelig en festlig og hyggelig eftermiddag! / Anne

Lad regnbuens farver folde sig ud

I lørdags var København regnbuefarvet – eller det har byen vel mere eller mindre været hele ugen, for Copenhagen Pride er løbet af stablen med et væld af arrangementer over hele byen. Og i lørdags var det tid til den store Pride parade, der begyndte på Frederiksberg Rådhusplads og tog turen ned ad Pile Allé og Vesterbrogade for at ende på Rådhuspladsen i et ordentligt brag af en fest.

Jeg tog ned til Frederiksberg Rådhus for at sende paraden afsted. Og det var saftsuseme festligt:

Masser af musik og flotte vogne. Sang og dans. Og smil.

En flot og festlig cykel-musik-vogn – i alverdens farver.

Nærmest stilhed før stormen (men HØJ musik!)

Regnbue-farverne foldede sig flot ud alle steder!

 

 

Jeg elsker også Bollywood!

 

Tak for en flot og festligt parade – jeg håber, at festen på Rådhuspladsen var fantastisk. / Anne

Lækker øko-frokost i byen

Jeg arbejder på Frederiksberg – to minutter fra Urtehuset på Gl. Kongevej.

Jeg skulle lige til at skrive, at det er meget farligt, da det ofte resulterer i udflugter væk fra kontoret og ned til det lækre udvalg af sandwich, salater og sunde snacks.

Men det er ikke farligt  – det er tværtimod helt fantastisk, for Urtehuset er ikke kun lig med sund take-away eller et sundt break fra computerskærmen, det er også et hyggeligt møde med det altid glade personale og et eventyr udi diverse øko-produkter og madvarer.

Jeg har vænnet mig til wheatgrass-shots – mmh!

Masser af lækker juice og most og kaffe

Det lækreste brød, fås både uden hvede og gluten.

Urtehusets lækre udvalg af sandwich, salater, smoothies og sunde shots.

Billedet kan slet ikke beskrive, hvor godt deres vegetarsandwich smager. Du bliver nødt til at prøve den selv.

Nå ja, man er nødt til at slutte frokosten af med kaffe, most og småkage af nødder og diverse tørrede frugter. VIRKELIG lækkert.

Det bedste ved Urtehuset er, at selvom det kan blive en dyr fornøjelse, hvis man skal derned flere gange om ugen, så er det et sundere alternativ til pizzaen eller andre former for hurtig frokost. Og det kan godt være, at det er noget, jeg bilder mig ind, men jeg synes, at jeg kan mærke på min krop, når jeg har forkælet den med sund øko-frokost fra Urtehuset.

/Louise

Metrobyggeriudsmykning på Frederiksberg

Platanvej har fået sin egen Berlinermur - inde bag ved - i ingenmandsland - bliver der bygget Metro station.

Platanvej har fået sin egen Berlinermur – inde bag ved – i ingenmandsland – bliver der bygget Metro station.

Da jeg for nogle dage siden skulle med min kollega ned ad Frederiksberg Allé, kom vi forbi den store mur på Platanvej. Vi har før skrevet om, hvordan københavnerne er gode til at udsmykke det grimme vejarbejde og metrobyggeri rundt omkring i byen, og Platanvej er ingen undtagelse.

Her kan du få en lille historie om Humpty Dumpty, mens du går langs ‘muren’.
Denne udgave af historien om Humpty Dumpty blev oprindeligt udgivet i 1903 med illustrationer af W. W. Denslow. I 2011 blev den oversat til dansk og genudgivet som ebog. Du kan gratis downloade bogen på http://www.thedybdahl.com.

Fin udsmykning på ‘muren’.

Den starter i Frederiksberg Allé-enden således:

Jeg må indrømme, at jeg er lidt forelsket i Humpty Dumpty – meget fin historie og ret hyggeligt sat op.

Jeg håber, at I kan læse historien – eller faktisk håber jeg, at I tager ud og ser det LIVE, for det er ret fint. Og Frederiksberg Allé er jo så fin i sig selv at gå ned ad.

I kan i øvrigt læse mere om Byens Hegn på Frederiksberg her. Det er dem, der sørger for, at Metrobyggeriet er til at holde at kigge på 🙂

/Louise

Et minde fra slægten

Forleden var jeg inde og kigge i Idémøblers møbelhus, der ligger i baggården på Gammel Kongevej 25. Og da jeg gik ud, så jeg denne mindeplade:

Ingolf Larsen-Ledet, fotograf Søren Nørby: http://www.flickr.com/photos/67803739@N08/6172437795/

Ingolf Larsen-Ledet, fotograf Søren Nørby: http://www.flickr.com/photos/67803739@N08/6172437795/

Jeg er en del af Larsen-Ledet-familien, og jeg havde aldrig hørt om denne unge modstandsmand, der blev dræbt under krigen. Jeg tog selvfølgelig straks fat i min mor for at høre mere – men hun kunne ikke umiddelbart huske historien. Jeg googlede mig frem til, at Ingolf Larsen-Ledet var en del af den illegale presse, og at han også hjalp folk med at flygte. Han døde 29.06.1944, da han sprang ud gennem vinduet fra 4. sal efter at være blevet anholdt.

Puha – sikke et personligt twist, København som skilteby fik der. / Anne

Mit hjem er mit slot

I søndags inviterede min mor min søster, niece og jeg på hygge på Frederiksberg, nærmere bestemt til udstilingen ‘Mit hjem er mit slot’ (som jeg på arbejdet så flot fik kaldt ‘Min have er mit kongerige’ – fnis)

Jeg har aldrig før været til denne udstilling, som finder sted hvert år i starten af juni, og jeg blev virkelig positivt overrasket. Jeg har ingen have og har derfor en begrænset interesse i haveudstyr og planter og den slags. Men udstillingen handlede ikke kun om have: her var virkelig mange lækre specialiteter såsom ost, vin, saft, nødder, caviar, chokolade, limonade, kaffe og øl – det meste var økologisk, og der var smagsprøver på det hele!

Derudover var haveudstillingen i Det Kongelige Danske Haveselskabs Have (det hedder det faktisk!) fyldt med smukke blomster, lækre havemøbler, nips og andre spændende pigeting, som man godt kan nyde, selvom man ikke interesserer sig for haver. Jeg tror, jeg vil lade billederne tale for sig selv.

/Louise

‘Vores Marked’ havde virkelig mange lækre produkter, som jeg klart vil anbefale.

Stemningen var god, og det føltes faktisk engang imellem som sommer, varmemæssigt.

Sådan noget her kan godt få mig til at ønske, at jeg havde en have. Er det ikke fint?

Søndagshygge

Sådan ser der også ud, når der ikke er udstilling. Virkelig smukt.

De små størrelser kan lege og fare vild i den lille labyrint midt i haven.

Smukke blomster.

Denne blomst var der nogle kvinder, som gik amok over – det er åbenbart en meget speciel blomst. Og meget smuk.

Påfuglen skreg, så den lille Laura på 7 måneder blev helt skræmt. Og to minutter efter poserede den for de mange begejstrede havegæster.

Krydderurter – det skal man jo have i sin altankasse, når det ikke længere er frostvejr.

Fur Bryghus havde lavet nogle meget spændende, og meget lækre øl, som vi fik lov at smage. Og det udmundede i en ‘fars dag’-gave til faren, som ikke var med til søndagshygge.

Her er mine nye krydderurter (har ingen altankasse endnu, så de står indenfor indtil videre): Annis-isop, ingefær-mynte, æble-mynte, koriander og basilikum.