Tag Archives: musik

2400Session

Tag en lejlighed på 49 m2 i Nordvest, fire ivrige og entusiastiske iværksætter-typer, der både har visioner, idéer og kamera-færdigheder, og tilsæt 15 opmærksomme og musikinteresserede publikummer, der gerne vil lytte en times tid til en kunstner på en mørk og fugtig novemberaften. Så har du 2400Session.

I fredags var der præmiere på 2400Session, som folkene bag selv beskriver således: “En kunstner, en lejlighed i KBH´s Nordvestkvarter, et par kameraer, få, heldigt udvalgte publikummer.Velkommen til 2400Session. 2400Session er små akustiske musikoplevelser til dig som elsker livemusik i små intime omgivelser. Kendte som ukendte kunstnere vil tage et smut forbi en ydmyg, privat lejlighed i postnummer 2400, nærmere betegnet Københavns Nordvest kvarter. Her vil de spille et par numre, som efterfølgende kan nydes her på siden. Til hver session er der mulighed for at deltage som publikum. Men der er ikke plads til ret mange.  Vi sidder tæt. Tæt på hinanden og tæt på kunstneren. Det bliver skide hyggeligt!”

Første session var med Christian Juncker. Det er gratis at komme med som publikummer, men du skal til gengæld have en gave med til kunstneren. En ret hyggelig idé, synes jeg. Jeg havde min veninde Inge med, som simpelthen havde hæklet nogle grydelapper til Christian. Jeg bagte småkager. Men de blev ikke så gode, som de plejer at blive, så jeg lavede i stedet soyamandler.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med, men man kan bare aldrig forudse, hvordan denne slags arrangementer egentlig kommer til at foregå. Jeg vidste jo godt, at det ville være småt med pladsen. Men det var meget småt. Faktisk en smule intimiderende. Lidt på samme måde, som når man sidder på første række i teatret, og man har svært ved at leve sig 100 % ind i stykket, fordi man er for opmærksom på sig selv, situationen og den skuespiller, man hele tiden har øjenkontakt med (eller er det bare mig, der nogle gange har det sådan?).

Heldigvis kan man jo bare lytte og kigge ned i gulvet, hvis det hele bliver for intimt. I hvert fald kunne jeg sagtens nyde de gode og personlige sange af Christian Juncker og havde faktisk oplevelsen med mig hele aftenen efterfølgende.

2400Session er en unik mulighed for at opleve musikken helt tæt på, nøgen og uden omsvøb – den rene vare. Det er ikke tit, man oplever det. Derfor synes jeg, at du skulle tjekke konceptet ud.

/Louise

(pssst..! jeg skal selv spille til 2400Session i december måned… se mere på deres facebookside inden så længe)

Reklamer

Om at tro på det bedste

Alt for tit har vi travlt med at være skeptiske. Skeptiske over sidemandens høflige smil, over den gratis drink på baren, over den venlige mail i boxen, der inviterer dig med til privatfest med din yndlingsmusiker. Men tænk nu, hvis vi går glip af en masse pga. af denne skepticisme?

For seks år siden fik jeg en mail på myspace. Som jeg skreg og græd over. I mailen stod der nogenlunde således: ”Kære Louise, Jeg kan se her på din myspace, at du er inspireret af Jason Mraz. Han er én af mine gode venner, og han kommer til min fest her om en måneds tid. Vil du med?” Som den ægte skeptiker jeg var, gik jeg med det samme i gang med en større internet research på manden, der stod som afsender på mailen. Jeg fandt intet smuds. Faktisk fandt jeg ikke rigtig noget, hverken godt eller skidt. Så jeg besluttede mig for at tro på manden og begyndte derefter at skrige og græde. Og herefter ringede jeg til Anne for at lokke hende med til festen. Det var selvsagt ikke svært. Nogle dage efter snakkede jeg i telefon med manden. Festen var blevet rykket fra hans lejlighed til en båd på Christianshavn, og derfor kom det til at koste lidt penge. Mere skeptisk end nogensinde indvilgede jeg i at indbetale 400kr. for min veninde og mig på hans konto. Shit! Han tager så meget røven på mig. Jeg er så let at narre!

Som dagen kom tættere og tættere på, blev jeg mere og mere nervøs. Tænk hvis det var fup? Hvem i Danmark kender Jason Mraz? 2006 var altså før ’I’m Yours’ og 5 år efter ’The Remedy’, som flere sikkert allerede har glemt. Tænk hvis jeg blev snøret?

Skide være med det, det er værd at tage chancen. For hvis jeg ikke bliver snøret, så skal jeg til fest med Jason Mraz! Og det viste sig faktisk, at jeg ikke blev snøret. Båden på Christianshavn blev langsomt fyldt med små 200 mennesker, primært fra Danmark og Sverige, men ellers fra hele verden, Japan, USA, Sydamerika og Spanien. Og Jason Mraz, hans tro følgesvende Toca og Bushwalla, samt den danske tryllekunstner Sonny, underholdt i godt to timer. Jeg har aldrig oplevet en så festlig og intim koncert før. Ingen mikrofoner blev brugt, publikum var ligeså meget venner, som de var fans denne fantastiske halvvåde sommeraften på Christianshavn. Tænk, hvad jeg var gået glip af, hvis jeg var blevet i mit lille skeptiske hjørne, den dag jeg fik min livs vildeste mail på myspace.

PS: Jeg er stadig stor dedikeret fan af Jason Mraz, som er meget mere end ’I’m Yours’. Når han kommer til landet igen med sit liveband, gør dig selv den tjeneste at se ham. Der er en lokal stemning af fest, glæde og fællesskab, ligegyldigt hvor han spiller. (men bedst er han dog, når han spiller for et mindre publikum.) Jeg håber for dig, at du kommer til at opleve ham en dag.

Se de her to klip, et meget gammelt og et nyere. Han er en sjov, skarp, improviserende, fantastisk dygtig  saving-the-world hippie med en gudsbenådet stemme. I’m hooked for life!

/Louise

2002:

2011:

(jeg så et liveshow streamet på hans facebookside for en uge siden; han kalder sangen for ‘you effin’ did it’, hvis han spiller på amerikansk tv)

Forelsket i København

Jeg faldt over denne lille godbid i går. Og egentlig burde vi have delt den med jer for længe siden – men bedre sent end aldrig. Så værsgo; en fantastisk lille fredagssang – lige til at blive glad og i forårshumør af.

/Anne





PS: Jeg er vild med, at de sidder i en løsrevet ballongynge-vogn og svæver med den Københavnske skyline i baggrunden – jeg bliver faktisk lidt mere forelsket i København, når jeg ser denne video 🙂

Tina Dickow – Copenhagen


Selvom hun oprindeligt er fra Århus, og selvom hun i skrivende stund er ved at breake i USA (I må ikke tage hende fra os!!), så er hun også københavner for os.

Tak Tina, for din smukke, smukke sang om København. Du’ skøn!

/Louise

Kulturhavn på Bryggen

Islands Brygge om sommeren er et dejligt sted (hvis man da kan finde sig et ledigt sted på plænerne). Men hvert år i starten af august forvandler Bryggen sig til et aktivitetsbombardement. Kulturhavner en foreningsfestival, et tilbud til københavnske foreninger om at komme og vise folk, hvad de går og laver.Nu har jeg ikke været på Kulturhavn før, men jeg har læst programmet, og det ser lidt vanvittigt ud. Jeg tror, jeg vil tjekke fodvolley, fodtennis, frisbee som holdsport og undervandsrygby ud. Derudover er der kommet en musikscene, hvor blandt andre Entakt spiller. Og så er der masser af ’almindelige’ foreningstilbud som street soccer (for kvinder), forskellige former for kampsport, kajakroning, basket, debatter ved Yngresagen og meget andet.

Billedet er fra Trip Trap Tryl Scenen, som nogle superkvikke arkitektstuderende har bygget i løbet af de sidste fire dage. Det er på denne scene, at åbningen af Kulturhavn foregår fredag kl. 15.30. Bent Fabricious Bjerre og DJ Noize står for musikken sammen med de to hovedrolleindehavere fra Forelsket i København musicalen fra 2007, og så er der både charleston dans og breakdance. Jeg tror, det bliver ret spektakulært.

Håber vi ses!

//Louise