Tag Archives: Maraton

Så’ der snart motionsløb i byen

Maraton er ikke noget, man løber – det er noget, man ser!

For to år siden skrev jeg blog om Copenhagen Marathon, som hvert år løber forbi mit vindue. Lige siden 2005, hvor jeg flyttede til Vesterbro, har jeg hængt ud af mit vindue på Sønder Boulevard med en franskbrødsmad i den ene hånd og en kop kaffe i den anden, mens jeg har hujet på de seje mennesker, som kæmper sig gennem de 42,2 km. De kommer altid forbi mig mellem kl. 10.00-11.00, så mit vindue er et helt perfekt udkigspunkt.

Et år, hvor en ven af familien Taarnhøj – Jørgen – løb, var jeg rundt i hele byen og følge ham. Først Vesterbro, så Nørrebro, så Østerbro, hvor Julie stod klar med kaffe og kamera på Strandboulevarden, og til sidst ved målstregen, hvor hans datter (og min veninde) Kristine mødte os.

I år skal jeg selvfølgelig også se med. Og klappe. Jeg har lokket Anne til at se med – måske kan jeg få hende med ud på cykel rundt om i byen. Det er SÅ festligt. Og det er jo lige før vores fødselsdag i Skydebanehaven, så vi kan sagtens nå en god rundtur. Jeg glæder mig allerede til at heppe på Sirius-patruljen og mænd i dametøj – de sædvanlige festlige indslag blandt de almindelige løbetøjs-løbere.

Politiken er én af hovedsponsorerne, og du kan på deres hjemmeside læse om de mange aktiviteter og kaffetilbud, os almindelige søndagstravere kan boltre os i. Derudover har Mikkeller lavet deres egen maratonøl, som ganske vist er en letøl, men ikke desto mindre en læskende øl, som alle løbere velfortjent kan slubre i sig, når de er kommet godt i mål. Øllen serveres i målområdet på Islands Brygge.

I denne video kommer man hele ruten rundt (dog med et elegant hop over Sønder Boulevard).

Og her kan du se ruten på Politikens kort:

Vi blogger selvfølgelig om arrangementet på søndag. Stay tuned!

/Louise

Reklamer

Kan jeg mon betegnes som maraton-entusiast?

>

De sidste fire år har jeg på Københavns Store Maratondag trofast stået klar kl. 10.00 på Sønder Boulevard for at heppe på alle de seje Copenhagen Marathon deltagere, der prøver at overkomme en personlig udfordring. Grænsesøgende, eventyrslystne og lidt skøre fightere, der spæner rundt i Københavns gader uden noget egentlig formål eller dagsorden, andet end at vinde deres egen personlige sejr.

I går havde omkring 150 glade folk stillet sig op i krydset ved Sønder Boulevard og Skelbækgade. Her kom løberne forbi hele tre gange, så jeg skyndte mig op og i tøjet, da jeg så den første løber – Steen, hed han – komme spænende ned ad gaden. Så er vi i gang, tænkte jeg begejstret, på vej ned ad trapperne, ned til det store løb. Jeg fandt en åben plet i skyerne, så jeg kunne stå i solskin og heppe. Her var det så, at jeg begyndte at undre mig. Der var nemlig helt stille. Ingen klappen og hujen. Ikke før en maratonmand løb forbi de stille betragtende publikummer, mens han klappede og råbte: ”Hey hey, hvad så? Er der gang i den?”. Så kunne det være, at vi vågnede, lidt flove i betrækket, over at være så passive. Altså, man går jo heller ikke til koncert for at være helt tavs, når musikerne går fra scenen.

Jeg spurgte for nogle år siden min venindes far, som løb et maraton for første gang, om det var godt eller skidt, at man hepper på løberne, for nogle gange kan man godt blive lidt forskrækket over løbernes ansigtsudtryk, når man fortæller dem, at det fandme er godt gået, også selvom de kun har løbet 5 km af ruten. Min venindes far forsikrede mig om, at det var helt på sin plads at heppe på løberne. Det giver stemning og energi at blive heppet på.

Derfor synes jeg bare, vi alle skal komme i gang med at heppe. Min veninde Julie synes faktisk, at vi burde heppe på hinanden til daglig. Det er ikke nogen dårlig idé. Det er ugens opfordring til alle glade københavnere. Ikke kun deltagere i Copenhagen Marathon skal nyde godt af hepperi!

Tillykke til Mikkel Kleis, som blev gårsdagens hurtigste mand – 2t 22min 38sek. Også tillykke til alle de andre seje folk, der deltog og kom over målstregen. Denne blog blev skrevet på 1t 22min 23 sek (med én puste- og udstrækningspause på 1t og 12 min)

PS. Jeg er stor fortaler for, at man kan, hvad man vil – indenfor rimelighedens grænser, selvfølgelig. Jeg oplever gang på gang, at hvis jeg ved, at tingene tager tid, at det er hårdt og udfordrende, og at jeg måske ikke vil synes, at det er lige sjovt hele tiden – så har jeg nemmere ved det. Og omvendt, hvis jeg og en veninde løber en tur på 5 km, skal min veninde ikke efter 4,5 km sige: ”Er du frisk på 5 mere?” Det er jeg jo ikke. Men mon ikke alle kan klare 10 km, hvis de ved, at det er distancen? Dog er der langt fra 10 km til 42 km, og derfor vil jeg nok aldrig begive mig ud på en maraton, selvom jeg hvert år bliver så inspireret af det, at jeg allerede mentalt er i gang med min første maraton.

/Louise