Tag Archives: København

Pssst…..!

Om ikke så længe…. sker der noget nyt….

http://lovecopenhagen.com/

God weekend,

Kærlig hilsen

Anne & Louise

Op på cyklen … på computeren!

Ih, hvor er det her hyggeligt: en virtuel cykeltur gennem København:

Der er mange flere på hjemmesiden her – og der må gerne komme flere endnu! / Anne

Under construction

Der sker ting og sager et sted i København.. Rygtet siger, at det er d. 23. februar, at du skal sætte kryds i kalenderen, hvis du gerne vil være med til vinterens fedeste begivenhed… Jeg følger udviklingen tæt og har sat et stort, fedt kryds i min kalender..

/Louise

Toldboden 1 Toldboden 2 Toldboden 3 Toldboden 4 Toldboden 5 Toldboden 6 Toldboden 7 Toldboden 8 Toldboden 9 Toldboden 10 Toldboden 11 Toldboden

Solskin på en vintersøndag

I går skinnede solen i flere timer – et særsyn her i den grå januar. København tog sig så fint ud, så jeg besluttede mig for at gå en tur ud til Christianshavn og tilbage igen.

Og se, hvad jeg fandt; blomster på træerne! Så kan Kong Vinter godt pakke sammen – vi er nogle, som spændt venter på forår (selvom kalenderen siger vinter halvanden måned endnu)

/Louise

foto 1 foto 2 foto 3 foto 4 foto 5 foto 6 foto 7 foto 8 foto 9 foto 10 foto 11 foto 12 foto 13 foto 14 foto 15 foto 16

TAK FOR I ÅR!

Godt nytår fra Forelsket i København!

GODT NYTÅR!

Tak for et dejligt 2012 – vi glæder os til at dele flere spændende københavneroplevelser og historier med jer i 2013.

Ha’ en forrygende aften!

Kærligst

Anne & Louise

Sørens og Umahros safter

Jeg var til et event hos Peoples Press i går morges, hvor den stod på sunde safter og mad og mennesker. People’s Press udkommer nemlig med to flotte madbøger: Første er af Søren Ejlersen og Umahro Cadogan, der sammen har lavet den lækre opskriftsbog, Safter. Anden bog er ‘Mad & Mennesker’ af James Price og Søren Rye Pedersen.

Alle fire dygtige herrer var mødt op på denne halvgrå tirsdag morgen for at fortælle om frugt og grønt og mad og mennesker. Morgenen startede med tre forskellige smagsprøver fra Søren E. og Umahros bog, sammen med et lille foredrag om, hvad saft kan gøre for os – og hvorfor vi skal lave mere – og speciel – saft.

Min yndlingssmagsprøve var en grøn saft, som var mere virkningsfuld end en dobbelt espresso, og så smagte den også langt bedre. En meget inspirerende mundfuld. Nu har jeg haft en saftpresser stående i mit køkken i fire måneder uden at bruge den. Men det kom jeg til i går. Mere om det senere..

Anden del af arrangementet tilbragte vi sammen med James og Søren R. P. Der blev fortalt om Sørens værste måltid nogensinde – kærnemælkssuppe med ris og stegt flæsk – og om James’ nougatindkøb i Sverige som barn, og hvordan det gik til, at de søde sager, som skulle nydes til jul, kun holdt en halv nat i James’ lille komode. Er der noget, jeg har tilfælles med Hr. Price, så er det værdsættelsen af søde sager!

Bogen er en rejse gennem deres liv, set gennem det mad, de har spist. Og det er to vidt forskellige liv. Søren fortalte, at han til at starte med blankt afviste at skrive bogen, da forlaget kontaktede ham, for han ved intet om mad, det interesserer ham ikke. Men nu hvor bogen er skrevet, har han kun én ærgrelse; nemlig at han ikke kan skrive den igen, så god en oplevelse var det. Jeg glæder mig virkelig meget til at læse den.

Tilbage til safterne. Jeg har længe været fan af Søren Ejlersen og er også ved at få øjnene op for Umahro. To herrer, som formidler vigtige og brugbare budskaber, der er til at forstå. – Selvom jeg på en eller anden måde også bliver fascineret, når Søren E. begynder at tale kokkesprog, som for mig er lige så uforståeligt, som.. et sprog, jeg ikke forstår…  (for eksempel undrede jeg mig over, at han begyndte at snakke om at komme en stor strimmel askebark i birkesaften…?)

Bogen er fyldt med virkelig flotte billeder, opskrifter og brugbar info om råvarer, deres virkning, og hvordan vi kan bruge dem i vores safter og smoothies. Og Umahro fremhævede afsnittede om ‘Vilde safter’, som indeholder safter, der mildest talt lyder rimelig sære – saft med ramsløg, skvadderkål, rødgran eller mælkebøtte? Tja, hvorfor ikke?

Da jeg kom hjem efter arbejde, besluttede jeg mig for at indvie den nye saftbog – og den gamle slowjuicer. Jeg kastede mig over ‘de nemme’ – dem alle kan lave, og alle kan lide. Jeg skulle bruge gulerødder, æbler, citron (som blev en skrællet lime – kan man få økologisk lime nogen steder??) og ingefær. Resultat: Jeg kommer til at bruge min juicemaster HVER DAG fremover! WOW, hvor smager det godt. Jeg er allerede frisk på at gå videre til en juice med spinat, som jeg lavede her til morgen.

Og til de dage, hvor jeg ikke selv gider at lave den lækre saft, må jeg lige finde Københavns perfekte sted at købe mig til en sund slurk flydende grøntsager… stay tuned..

/Louise

PS. Jeg læste i bogen, at man ikke behøver at smide frugtkødet ud – pulpen – man kan lave små brød/kager af det. Det gjorde jeg, og med et virkelig godt resultat. Bare bland æg, lidt mel, olie, salt, hørfrø og vand i. Eller det er min fortolkning, det var, hvad jeg lige havde i køkkenet, og det gik fint. Prøv dig frem. Det smager overraskende godt, sådan noget frugtkød 😉

Søren og Umahro skærer, presser og fortæller.

Pure joy! Jeg kan desværre ikke huske, hvad der var i, men jeg tror, det var noget med spinat og ingefær. Den smagte i hvert fald VOLDSOMT godt.

Hr. Ryge Pedersen og Hr. Price

Mmm.. masser af de smukke grøntsager

Flere smukke grøntsager

Umahro signerer og signerer

Jeg kaster mig ud i min første hjemmelavede juice

… det går fremad…

Slurp – et glas fyldt med friskhed

Den smukkeste opskriftsbog længe. Jeg havde engang en kæreste, som læste kogebøger som godnatlæsning. Det forstår jeg først nu – denne her skal da med på mit natbord!

Der er meget at være glad for i København

– der er i hvert fald 6 grunde til at besøge staden, mener CNN. De skriver om København i meget rosende vendinger, og det gør os jo mægtig glade.

Læs artiklen ved at klikke på billedet:

Og derudover har Wonderful Copenhagen lavet en ret fin lille video (på engelsk) om den bydel, hvor vi begge to bor.

Men hør – den anden dag kom vi til at snakke om vores yndlings-byturssted for 10 år siden – Vega. Den er lukket!, udbrød Anne. Det’ løgn!, råbte Louise. NEJ! Gu’ det ej. Eller er det? Hvornår er det sket? Hvad gør nutidens unge så?

Dengang i år 2000, hvor Matightazz spillede Dimitri From Paris – Talking All That Jazz, og vi alle sammen hujede med armene over hovedet og dansede til den rytmiske bassolo, hvorefter vi forsvandt ud i mørket, op i baren, hen på trapperne, ud foran spejlet på toilettet, den tid er forbi. Det ved vi godt. Men at Vega Natklub skulle lukke, det er måske lidt trist. Til gengæld har vi ladet os fortælle, at der er enkeltstående arrangementer og specialfester i lokalerne engang imellem, og så må man jo bare holde sig til og snuse rundt på hjemmesiden i ny og næ.

God weekend til jer alle – om det bliver på Vesterbro, Vega eller hvor du nu befinder dig, så håber vi, at den bliver, ligesom du ønsker den.

/Anne & Louise

Københavneralfabetet

  • ting du skal gøre mindst én gang i dit liv

Amager Fælled – pluk hyldeblomster og lav din egen hyldeblomstsaft.
Brazz Monkey – drik sommercocktails året rundt på tikibaren på Vesterbro.
Copenhagen Marathon – få gratis underholdning og øv dig i at klappe, når ca. 10.000 mennesker løber 42 km i Københavns gader.
Distortion – fest fem dage i træk i hele København.
Elmegade – shop dig rig på lækkert, unikt tøj på Nørrebro.
Falernum – nyd god vin på Værnedamsvej.
Galleri V1 – se moderne kunst på Københavns hippeste galleri.
Holmen – tag en cykeltur ud på Københavns smukkeste ø med masser af nyt – og pænt – byggeri.
Istedgade – oplev to sider af samme verden ved at gå fra den ene ende af Istedgade til den anden.
Jægersborggade – tag til Late Night Hunting sidste torsdag i måneden til både shopping og livemusik. Og spis din aftensmad på enten Relæ eller Manfreds, to af byens bedste og hyggeligste madsteder.
Knippelsbro – spis middag under broen til Copenhagen Cooking.
Lust – shop erotisk legetøj i Københavns mest stuerene sexbutik.
Marmorkirken – se Københavns smukkeste udsigt fra den historiske kirke.
Noma – spis på verdens bedste restaurant.
Operaen – oplev opera i verdensklasse i, hvad der i folkemunde er kendt som, ’brødristeren’.
Peblinge Sø – tag en tur i vandcykel på én af Københavns fem søer.
High Q – tag en stor, uhøjtidelig fadøl på den uhøjtidelige sportsbar på Sønder Boulevard.
Ravnsborggade – find dine nye antikke møbler hos byens bedste antikforhandlere.
Sømods Bolcher – smag den kongelige hofleverandørs hjemmelavede bolcher i Nørrgade.
Tante T – drik the i den lille salon på Viktoriagade.
Universitetsbiblioteket på Fiolstræde – fordyb dig i store, tykke bøger på biblioteket.
Vester Vov Vov – se en film i én af Københavns mindste (og bedste) biografer.
Westend på Vesterbro – gå gennem den lille port ved Westend og se på den evigt skiftende streetart.
Copenhagen X – tjek hjemmesiden og hop med på en guidet tur i København.
Café Yrsa – drik øl med drengene på byens bedste brune værtshus.
Københavns Zoo – vis din lille nevø alverdens dyr i den store have.
Ænderne i søerne – lyt til ænderne og bliv inspireret til at grine ligeså højt, som de rapper.
Ö Interiør – find de fineste boligting i den lille butik på Islands Brygge.
Århusgade no. 1 – spis godt på Østerbro.

Boblere:
Gå op i det snoede spir i Vor Frelsers Kirke og kig ned på byen.
Cykl ned af Valbybakke – og drop bremsen.
Sejl til Flakfortet og drik kolde øl i solen.
Sæt dig forrest i Metroen og lad som om, du styrer den.
Køb hash på Christiania (eller gå blot en tur på det gamle Pusherstreet).
Inviter en sød date på en omgang hotdog på Flyvergrillen.
Se en landskamp i Parken.
Gå en tur i Cisterne (Københavns gamle vandreservoir) under Søndermarken.
Dans på Jolenes, som var der ingen dag i morgen.
Tag til gratis udendørskoncert ved Vandkunsten til Copenhagen Jazz Festival.
Køb en cupcake hos Serenity Cupcakes og drøm dig til NYC.
Cykl over Bryggebroen.
Sejl en tur i Christianshavns Kanaler.
Se Frederiksberg Have dækket af sne i den blå time.
Spis et måltid tilberedt af verdens bedste kok på Geranium.
Slå vejrmøller i Kongens Have.
Spis en is fra Vaffelbageriet i Nyhavn 44, hvor de bager deres egne vafler.
Tag din søsters børn med til soppebassinet i Skydebanehaven.
Løb en tur på Vestre Kirkegård og stop op ved Knud Rasmussen overdådige grav.
Dyrk yoga i Hamsayoga i Ravnsborggade.
Tag på julemarked på Christiania og køb et stykke hjemmelavet julepynt.
Gå en tur over Langebro, mens du lytter til Gasolins sang af samme navn.
Læs en klassiker i bibliotekshaven.
Tag på plademesse i Nørrebrohallen og find en sjælden vinyl.
Spis kage i Glyptotekets restaurant.
Gå en tur i Brumleby.

Print – hæng op på køleskabet – kryds af, når du har oplevet endnu en dejlig københavnerting.

/Anne & Louise

Copenhagen Cooking – Råvarerfestival

Jeg står med det ene ben i Kastrup Lufthavn, og det andet i min lejlighed, hvor jeg pakker samtidig med, at jeg fordøjer den dejlige aften i går, hvor Jægersborggade havde inviteret på råvarerfestival.

Det kunne de godt tage at gøre noget oftere! Som min veninde sagde: Det er som om, alting smager bedre her! Ja, der var virkelig meget forkælelse og kærlighed i gaden i går. Min favorit var Relæ og Manfreds samarbejde om en hønsekødssuppe og et lille bitte glas naturvin (men jeg kan heller ikke andet end at smide mig i beundring foran Christian Puglisi – gastronomiens Mads Mikkelsen – manden over dem alle!)

Læs under billederne om de mange, smagfulde oplevelser.

Arrivederci!

/Louise

To scones fra Meyers Bageri

Frugt fra Lilleø ved Lolland – sydhavsøerne

Kafffe fra The Coffee Collective. Vi fik et langt og godt foredrag om kaffen, som de køber direkte fra kaffebønderne. Vi smagte tre, og min yndlings var Kieni fra Kenya – som vi smagte i en iskaffe-udgave. En rigtig god kaffeoplevelse for mig, som altid kommer mælk i min kaffe. Det behøver man slet ikke, når kaffen er ordentlig!

Økologisk chokolade fra Ro’s Chokolade. Jeg smagte et lille stykke med havsalt, havtorn og mørk chokolade. Endelig en mundfuld, der ikke giver en lyst til mere – her var man tilfredsstillet ved først smagsprøve – på den helt rigtige måde.

Frankfurter, søde kartofler og humus fra ROD og Griseri – og ihærdige grillmænd og grøntsagshakkere. Søde.

Øl fra Ebeltoft Gaardbryggeri. Min yndlings var Dark Lager. Tak for smilet, bartender!

Smagsprøverne fra ROD og Griseri

Toffees og fudge fra Karamelleriet – verdens bedste!

Bland selv grød fra GRØD – her fik man posen med hjem, så man selv kunne lave grøden. Den ligger i mit skab, og jeg GLÆDER mig til at smage min egen lille blanding. Godt gået af GRØD – arrangementet var også sjovt for de små.

Vinsmagning hos Terroiristen: Første konventionelle vin. God.

Vinsmagning hos Terroiristen: nummer to, en naturvin. Hold da op, hvor kan man smage forskel, når man får dem lige efter hinanden. Jeg kan nærmest stadig smage den et halv døgn efter. Rigtig dejlig.

Vinsmagning hos Terroiristen: vin 3, endnu en naturvin, min favorit, serveret af sød og vidende mand. Sådan skal det jo helst være!

Hønsekødssupper fra Relæ/Manfred’s. Mmm..! Hey Relæ, I er simpelthen så dejlige! ELSKER Jer (og Manfred’s).

 

Airbnb, Chorus Grant & formiddagskaffe på en bænk i solen

I sidste weekend var jeg hjemløs. Jeg havde lejet min lejlighed ud på Airbnb til et par franskmænd fra torsdag til søndag, hvilket måske er lidt hul i hovedet, når jeg ikke selv skulle ud at rejse. Men jeg havde lyst til at prøve Airbnb af, mens jeg var i byen – bare lige for at se, hvordan jeg ville have det med, at der boede nogle andre i min lejlighed.

Airbnb er en verdensomspændende onlinetjeneste, hvor man kan leje sin lejlighed ud og låne andres lejligheder, når man skal ud at rejse. Du kan låne en lejlighed eller et værelse i alt fra en enkelt dag til flere måneder. Du bestemmer selv dagsprisen på din egen lejlighed, hvem du vil leje den ud til, hvornår og hvor længe. Ret smart, synes jeg.

Jeg kan sagtens anbefale det, og jeg vil helt klart leje min lejlighed ud, når jeg snart skal ud at rejse. Franskmændene var virkelig søde og meget glade for at bo i min lejlighed. Lige før de gik, gav de mig et kram og sagde, at de var forelskede i København – og så var jeg solgt. Lige før jeg kneb en lille tåre!

Den boligløse weekend kom jeg godt omkring, da jeg kunne bo hos venner alle nætter og havde ellers arbejde og arrangementer i alle de vågne timer. De eneste timer, som var lidt lange, var søndag formiddag, hvor jeg natten forinden havde været til koncert og drikke en del af Nørrebro Bryghus’ dejlige øl. Jeg var træt og glædede mig til at komme tilbage i min egen seng.

Heldigvis var vejret godt, så jeg cyklede ned til Lagkagehuset ved siden af Vega og købte kaffe og morgenbrød. Derefter satte jeg mig sammen med en veninde i Enghaveparken og hyggede i halvanden times tid, før den ene franskmand sms’ede, at nu var de klar til at gå. Vupti, tre minutter efter var jeg både mæt, koffeinfrisk og boligindehaver igen.

Selvom det var en smule mærkeligt at pendle rundt i København med en taske på ryggen en hel weekend, fordi nogle andre boede i min lejlighed, så vil jeg klart anbefale airbnb, hvis du skal ud at rejse. Airbnb har iøvrigt en forsikring, så skulle der ske noget, er du dækket. Der er ikke rigtig nogen risiko ved det. Gør det! Det er nemt, smart, billigt for alle i stedet for hotel, og så er det sjovere at bo i en privat lejlighed, når man skal ud at rejse, hvor der også er køkken, så man kan lave mad – end at bo på et upersonligt hotel.

Og det sidste plus: Jeg har optur over, at folk fra andre lande bliver forelskede i København i MIN lejlighed. DET er fantastisk!

/Louise

PS. Bandet på Nørrebro Bryghus var virkelig en fed oplevelse. De hedder Chorus Grant, og du burde tjekke dem ud. Det er Kristian Finne Christensens soloprojekt – dejlig musik!