Tag Archives: Copenhagen Dining Week

Copenhagen Dining Week 2013

For tredje år i træk er der i uge 7  Copenhagen Dining Week, som arrangeres af Cofoco-folkene i samarbejde med Pellegrino. Konceptet er som altid tre retter for 200 kr. på nogle af Københavns bedste restauranter. I år deltager flere restauranter end nogensinde før, omkring 100 styks. Jeg er stor fan af konceptet, selvom der har været lidt debat omkring det. Nogle restauranter frygter nemlig, at disse tilbud vænner danskerne til at gå ud at spise til halvdelen af, hvad det koster for en middag under normale omstændigheder. Men som jeg har forstået, når jeg har spurgt på restauranterne, som er med i Dining Week, så hænger det ikke sådan sammen. De siger følgende:

  • Der er stordriftsfordele. Restauranterne kører med én menu og har næsten udsolgt alle aftener i en uge, som normalt er ret stille. 
  • De kører ikke med deres normale menu. Flere restauranter bruger konceptugen til at prøve nogle anderledes ting af – det er altså ikke helt den samme oplevelse, man får under denne uge, som normalt. Dermed ikke sagt, at det ikke er lige så godt, men man kan blot få en anderledes oplevelse, og kokkene kan få lov at ‘lege’ lidt.
  • De kommer i kontakt med et andet publikum. Under Dining Week prøver mange københavnere restauranter, som de måske normalt holder sig fra pga. prisen eller forestillingen om, at prisen er for høj. Hvis restauranterne formår at skabe en god oplevelse, håber man, at disse gæster kommer igen, eller endda at nogle af deres fordomme om høje priser bliver gjort til skamme. 

København har så mange gode restauranter, men mange af dem står tomme aften efter aften. Det er så trist. Derfor er denne uge virkelig skøn, for når man cykler gennem byen, kan man selv på en mandag opleve masser af liv i gaderne. Vi kommer nok aldrig uden om, at det er lidt dyrere i København end i mange andre lande at gå ud af spise, men måske kan man få lidt flere københavnere til at gå oftere ud på nogle af de mellemdyre restauranter. For mig er en middag på en god restaurant noget af det allerbedste i verden. Jeg ville egentlig ønske, at der var Dining Week hver uge, men når det nu ikke kan lade sige gøre, så må jeg hellere udnytte det ekstra meget i denne uge.

I mandags var jeg på Skovshoved Hotel. Menuen var blomkålssuppe med saltede mandler og citronskal til forret, oksebryst med kartoffelpuré og jordskokker til hovedret og æbletrifli med solbærmarmelade og æblesorbet til dessert. Til middagen fik vi først et glas californisk chardonnay og et glas tysk riesling, dernæst et glas argentinsk malbec og rigtig god kaffe til desserten. Og selvfølgelig Pellegrino. God mad og drikke, hyggelig stemning og dygtig betjening. Jeg vil gerne komme igen.

I aften gælder det Restaurant Mêlée.

/Louise

foto 2 foto 2-2 foto 3-1 foto 2-1 foto 1 foto 4-1 foto 3 foto 4

Reklamer

Mmmm – gourmamse II

Jeg (Anne) har tidligere skrevet, at jeg glædede mig til to gange gourmamse i forbindelse med Copenhagen Dining Week – desværre blev det kun til en enkelt, fordi jeg blev syg – øv!

Men torsdag kom, og vi (Louise og Anne) mødtes på restaurant No 1 på Århusgade (mon det gadenavn bliver ændret til Aarhusgade snart?!?), hvor vi havde købt billetter til.
Restauranten er ikke særlig stor, og vi blev hurtigt vist hen til vores bord, hvor der var dækket op med brød og S. Pellegrino-vand. Og selv om vi sad tæt på den lille restaurant, føltes det meget privat – og akustikken var fremragende, så man kunne faktisk ikke høre, hvad nabobordet talte om, hvilket nogen gange kan være en distraherende oplevelse på en restaurant.
Menuen var bestilt i forvejen, så vi kunne koncentrere os om at bestille en flaske rødvin, inden forretten landede. Mmmm – rimet laks! Som blev fint og professionelt præsenteret af tjeneren. På denne aften havde vi forskellige tjenere, men hver og en var søde og smilende og dygtige. Selv om det må være en hård uge – fyldt med de samme ord: trods alt laver de jo menuen 2 gange om dagen i 5 dage, hvilket vil sige samme præsentation mange gange.
Efter hovedret og dessert sad vi og drak resten af vores vin – i fred og ro. Vi havde forventet, at vi hurtigt ville blive ekspederet ud, så restauranten kunne gøre klar til ’anden seating’, men det var der intet af. Og det var en super dejligt.
Copenhagen Dining Week er en oplagt mulighed til at komme ud og spise på gode restauranter til en god pris – for steder, som måske normalt er uden for ens pungs rækkevidde, er også med.
Vi var super glade for, at vi købte billetter – og vi er sikre på, at vi tager af sted igen til næste år. Så hep til jer, der har taget inititativ til denne fremragende uge, som rigtig rigtig mange har nydt godt af! Og i det hele taget et stort hep til WonderCool, der giver ekstra liv til København her i en kold februar måned!
/ Louise og Anne